3F Superliga

STØTTEBILLETTER TIL RIVALOPGØRET MOD AC HORSENS

Vejle Boldklub skulle fredag d. 26. februar 2021 op imod rivalerne fra AC Horsens. Et opgør der betyder meget for Vejle fansene, når Den Gule Fare kommer til Nørreskoven og dens 130 års historie og tradition.

Desværre betød Covid-19 pandemien, at det normalt dramatiske og højintense arvefjendeopgør skulle spilles for lukkede døre uden tilskuere på lægterne. Igennem hele perioden med Corona-restriktioner, havde Vejle Boldklub fået utallige opfordringer til initiativer fra fans, der ønskede at vise deres støtte til klubben.  Derfor valgte klubben at søsætte et initiativ, der gav alle fans og vejlensere mulighed for at vise deres kærlighed til byens stolthed – Vejle Boldklub.

Ambitionen var at fylde Vejle Stadion gennem 10.000 digitale støttebilletter til rivalopgøret mod AC Horsens. Billetterne blev salg for 50 kroner stykket, og overskuddet ville gå ubeskåret til forbedringer og udvidelse af Fanzone-aktiviteter. Samtidig kunne alle der købte én eller flere støttebilletter bytte disse til øl/vand, når klubben igen ville kunne åbne dørene for live-fodbold på Vejle Stadion til de fodboldglade og trofaste vejlensere.  

 

Henrik Tønder der er direktør i Vejle Boldklub udtalte:

”Vi savner tilskuere på Vejle Stadion, og et års tid uden den afvikling med tilskuere, som vi og fodbolden lever af, er hårdt. Både økonomisk, men i lige så høj grad mentalt når det er de fyldte sæder og passionen, der er nerven i fodbold. Vi har set mange klubber benytte dette støttekoncept. I Vejle Boldklub ville vi vente til det helt rigtige opgør og vælger så at donere hele overskuddet til en investering i vores fanzone og øl/vand til alle, der støtter. Det, mener vi, understøtter vores råb om fans på stadion og en genåbning af Vejle Stadion. Gennem hele perioden med Covid-19 har vi fået henvendelser fra fans, der gerne ville støtte klubben og donere det overskud på finanserne, der nu var, når det ikke kunne bruges på stadion. Jeg håber, at vi sammen med resten af Vejle kan sælge de 10.000 billetter og byde AC Horsens velkommen i Nørreskoven med det rygstød, det er for spillerne at vide, at der vil være udsolgt for at støtte dem.”

Tiltaget blev en stor succes. Det viste sig hurtigt, at der var bred opbakning til initiativet fra fans, tilskuere og samarbejdspartnere, og der blev solgt hele 7.521 billetter til rivalopgøret. Et salg der generede et sekscifret beløb, der gik ubeskåret til forbedring af fanzonen og fanzone aktiviteter på Vejle Stadion.

Mads Bro Hansen der er salgschef og tidligere spiller i Vejle Boldklub var imponeret over, at det lykkedes at sælge mere end 7.000 billetter til en kamp uden fans på stadion:

 

”Salget var i gang i ugen op til opgøret mod AC Horsens. Særlig på sidstedagen væltede det ind med anmodninger om køb af billetter. I timerne op til kick-off var der flere partnere, der købte mange billetter, og det glæder mig virkelig, at også netværket omkring klubben kan se værdien i en udbygget fanzone bag østtribunen. Spillertruppen og staben bakkede op om initiativet, men også hos fansene oplevede vi den opbakning, vi havde forventet. Tak til alle, men en særlig tak til de seks virksomheder fra netværket, der hver købte 100 støttebilletter.”