3F Superliga

’Aldrig Alene’ støttetrøje

Da COVID-19 pandemien ramte begyndte Brøndby IF at modtage henvendelser fra fans, der ønskede at hjælpe klubben økonomisk og vise deres støtte i en svær tid. Derfor valgte klubben at gå sammen med partnerne Hummel og Bertore.DZN og udvikle en unik støttetrøje. En ’Aldrig Alene’ støttetrøje der tog udgangspunkt i budskabet om, at i Brøndby er man aldrig alene, og at fællesskabet og sammenholdet omkring klubben er helt unikt. Og tiltaget skulle vise sig at blive en bragende succes.

 

34.369. Så mange ’Aldrig Alene’ støttetrøjer kunne Brøndby fire måneder senere sende afsted til fans i både Danmark og i udlandet. 34.369 solgte trøjer på mindre end en måned – fra 24. april til 15. maj – gør ’Aldrig Alene’ støttetrøjen til ikke bare den mest solgte men også hurtigst sælgende Brøndby-trøje i historien. Det krævede næsten 100 frivillige og flere ansatte fra Brøndby organisationen til at få pakket støttetrøjerne og lastet dem på de 15 store varevogne, der skulle fragte dem ud til fans i hele 541 danske byer.

 

Thomas Skov Petersen der er Marketingchef i Brøndby IF erkendte i et interview med BT, at salget af trøjen havde oversteget hans vildeste forventninger:

– ”Det er gået over al forventning. Da vi snakkede med Hummel om at få produceret trøjen, vurderede vi et salg på mellem 1.500 og 5.000 solgte trøjer. Da vi så rammer 6.000 for nogle uger siden, tænkte vi ‘det er jo helt vildt’, og så kan du jo gange op, hvor meget mere vildt det er nu”, lød det fra Thomas Skov Petersen.

 

En helt fantastisk og uvurderlig støtte fra Brøndbys fans, der gav klubben et kæmpe økonomisk boost i en vanskelig tid uden matchday indtægter.